tirsdag den 11. januar 2011

Alt eller intet!





Vel er dette ikke tænkt som en indretningsblog, men jeg vil nu alligevel vise hvad jeg har lavet idag.
Min entre har hidtil været temmelig sparsomt møbleret, i "gamle dage" var det fordi det skulle være bred og let passage, men nu synes jeg det var på tide at få den til at passe til vores hverdag. Mange, mange gange har jeg bedt børnene om at hænge deres tøj op i bryggerset uden at det er sket, og hvis de rent faktisk har bevæget sig ud i bryggerset er tøjet blot endt på  gulvet.
Men indrømmet, knagerne derude var ikke særlig gode og det har ikke altid været nemt at kunne komme til.
Men nu har jeg sat knager op! og en hylde!
Så fra hverken at have hylder eller knager i entreen er der nu 12 knager og 1 meter hylde. Det er bare for vildt, Nu må vi se om vi har disciplin nok til ikke bare at hænge vores ting op, men også holde orden derude. Pigernes dom var i hvert fald klar: " det er bare så flot, mor, sådan helt moderne!".










Miro plakaten købte jeg for i 1989 hvor jeg var hjemmehjælper i sommerferien i Bagsværd. Jeg syntes dengang og synes stadig at det er nogle glade figurer. Når nu jeg var i færd med at give entreen den helt store tur, synes jeg at pigerne skulle have mulighed for at sætte deres præg. De blev parkeret ved bordet med papir, lim, saks og diverse tusser og fik så at vide at de skulle lade sig inspirere. De eneste begrænsninger var formatet og at der skulle være sort baggrund. Jeg synes det er rigtig fine billeder de har lavet

1 kommentar:

  1. glæder mig til at hænge mit overtøj når jeg kommer på besøg. mor

    SvarSlet